Om ejendommen

Brøndbyvestervej 34-56 er et lille samfund på 72 lejligheder, hvis rammer er 2 gode bygninger i et fredeligt grønt område på ca. 2 tønder land, og som byder på et miljø, man ellers skal
betydeligt længere ud på landet for at finde. Ejendommen blev opført i 1970 af
murermester Lynggaard, som i begyndelsen drev bebyggelsen som en
udlejningsejendom. I 1973 begyndte han imidlertid at udbyde lejlighederne til salg, og i
1976 var al udlejning ophørt, og alle beboerne var medlemmer af ejerforeningen
Lynggaarden.

Der er gode parkeringsmuligheder. 2 fælles toiletter og 1 vaskekælder.

 

Om foreningen

Medlemskab af ejerforeningen er lovpligtigt, og konsekvenserne af udtræden af
foreningen er nedfældet i dens vedtægter, der nok er værd at sætte sig ind i.
Når man har købt en lejlighed, skal man være bevidst om, at man automatisk får et
ansvar for at drive og vedligeholde boligforeningen. I modsætning til lejere, har man
som ejer en forpligtelse til at være med til at drive foreningen.
Det er derfor vigtigt, at foreningens beboere går engageret ind i foreningsarbejdet, da
der kun er foreningens beboere til at varetage driften og vedligeholdelses af
ejendommen. Hvis ingen engagerer sig eller tager ansvar, kan økonomien let skride,
hvilket kan medføre alvorlige økonomiske konsekvenser for beboerne i værste tilfælde
konkurs.
Medlemmerne udøver deres myndighed gennem generalforsamlingen, der vælger en
bestyrelse på 5 medlemmer og 2 suppleanter.
Man skal sikre sig at den siddende bestyrelse, er villige til at bruge tid og kræfter på
bestyrelsesarbejdet. Er dette ikke tilfældet, skal man forsøge at få nye og engagerede
medlemmer ind i bestyrelsen på den årlige generalforsamling.
Den ordinære generalforsamling afholdes, når regnskabet for det foregående år er
afsluttet. På generalforsamlingen behandles desuden bestyrelsens beretning, regnskabet
for det foregående år og budgetforslag for indeværende år.
Det vigtigste område i driften af en boligforening er de økonomiske perspektiver. Hvis
der ikke er styr på indtægter og udgifter kan det medføre alvorlige konsekvenser for
beboerne – i værste tilfælde konkurserklæring.
Vigtigst af alt er, at man ser en årrække frem, når budgettet bliver lagt, så der ikke
kommer uforudsete udgifter, i forbindelse med renovering af bygningerne.
Foruden vedtægterne har foreningen en husorden, hvis indhold sigter på at udstikke
retningslinjer for, hvordan beboerne i de 72 lejligheder bør tage det fornødne hensyn til
hinanden, så alle kan føle tilfredshed ved at bo i Lynggaarden.